mandag den 30. august 2010

Hvem hører høringssvarene??

Rudersdals skoler skal spare ligesom resten af kommunen. I Børne- og Skoleudvalget har man vedtaget at indstille til kommunens økonomiudvalg, hvordan en besparelse på omkring 14 millioner kroner skal fordeles.
Dette er sket uden at udvalget kendte ordlyden af de høringssvar, som man har bedt skolernes bestyrelser om at indsende. Hensigten med høringsprocesser er, så vidt jeg ved, at interessenter i et politik-område kan bidrage til bredden af den politiske debat ved at gøre udvalgspolitikerne bekendt med, hvilke konsekvenser de mener at de fremlagte forslag (i dette tilfælde besparelser) vil få. Samtidig kan man i høringssvar gøre opmærksom på forhold, som man ikke mener er tilstrækkelig belyst i det materiale politikerne har til rådighed som grundlag for deres beslutninger.
Skolernes bestyrelser har med forholdsvis kort frist til svar sat sig ind i besparelsesforslagene og afgivet deres kommentarer hertil.
Svarfristen var sat så høringssvarene skulle være forvaltningen i hænde to dage efter det møde i Børne- og Skoleudvalget hvor besparelsesforslagene skulle behandles.

mandag den 23. august 2010

AfHøring ! - Børne og Skoleudvalget gør grin med borgerne

Børne- & Skoleudvalget afsporer høringsprocessen med borgene
Det er at gøre grin med seriøse borgere, når Børne- & Skoleudvalget sender 9 millioner kroners besparelse i høring og derefter vedtager at spare 14 millioner før høringssvarene er blevet afgivet. Fredag den 20. august var den frist skolebestyrelserne havde fået til at afgive høringssvar på en foreslået budgetreduktion på 9 millioner på næste års skolebudget. Men allerede onsdag den 18. august godkendte Børne- & Skoleudvalget besparelse på 14 ,5 millioner.
Det harmonerer ikke med Ruderdals kommunes fint anlagte politik om borgerinddragelse. Det er derimod at gøre grin med det seriøse skolebestyrelsesarbejde.

lørdag den 21. august 2010

Anbefaling fra Skolens Rejsehold svækker folkeskolen dramatisk

Anbefalinger fra Skolens Rejsehold betyder, at hvert tredje danske skolebarn om nogle år kan ende med at gå i en privat friskole, oplyser Skole og Forældre i en pressemeddelelse. I dag går kun hvert syvende skolebarn i privat friskole.
  • Erfaringsmæssigt åbner der to friskoler hver gang kommunerne lukker tre folkeskoler. Fremtiden kan blive, at hvert tredje skolebarn kommer til at gå i friskole, hvis kommunerne følger anbefalingerne fra Skolens Rejsehold. Det er en dramatisk svækkelse af folkeskolen, siger Skole og Forældres formand Benedikte Ask Skotte.

torsdag den 19. august 2010

Lærere betyder alt for skoleudvikling

Skoler og lærer skal lytte til forskningens resultater hvis skolesystemerbe skal udvikle sig.

Skolesystemerne i Skandinavien står over for stort set de samme udfordringer:
Eleverne scorer dårligt i internationale sammenligningsundersøgelser sammenholdt med andre OECD-lande, og der er en stor andel af unge, som ikke får en uddannelse, der sætter dem i stand til at komme på arbejdsmarkedet.
Hovedårsagen til disse udfordringer finder man i skolen. Det handler om, hvilken slags undervisning der gives, hvordan undervisningen organiseres, og ikke mindst afhænger det af kvaliteten af lærerne.
I dag eksisterer der en relativt omfattende international pædagogisk forskning, som ganske entydigt giver svar på, hvordan eleverne kan få et bedre fagligt og socialt udbytte af undervisningen.

Denne forskning viser, at ressourcemæssige og organisatoriske tiltag ikke har nogen særlig effekt på elevernes læring. Nye skolebygninger og en bedre økonomi vil i sig selv kun give beskedne resultater.

søndag den 15. august 2010

Hvad siger forskningen om at drive god skole?

Den helt overordnede konklusion er at der er rigtig mange faktorer som har betydning for at skabe en god skole og nogle gode rammer for at drive skole. Forestillingen om en løsning med to streger under er illusorisk - og vel heller ikke ønskelig.
Her vil jeg blot henlede opmærksomheden på to væsentlige forskningsarbejder - begge såkaldte meta-studier, hvor mange undersøgelser sammendrages. Det ene er dansk og helt aktuelt og det andet er det mest omfattende af sin art og indgår som baggrundsmateriale i såvel Skolens Rejseholds som Skoleområdets rapporter.

lørdag den 14. august 2010

Vi skal ruste vores børn til en fremtid vi ikke kender

Når vi skal diskutere skolestruktur i Rudersdal Kommune skal vi naturligvis tage udgangspunkt i de rammer der allerede ligger for kommunen. Det er rammer som Den gode skole og kommunens overordnede Planstrategi.
Vi skal naturligvis også forholde os til verden omkring os og lade os inspirere af den viden der tilflyder os herfra. Vores evne til at tilbyde et skolevæsen der på bedste vis ruster vores børn til en fremtid ingen af os kender, er ikke kun afgørende for vores børn men for hele vores samfund.
De resourcer - økonomiske, menneskelige og strukturelle som vi stiller til rådighed for vores folkeskoler er ikke kun en her og nu udgift, men også en investering i en fremtid, der skal sikre at der også fremover vil være midler til at drive et samfund som vi ønsker det.

torsdag den 12. august 2010

Andelen af elever i privatskole stiger jo større folkeskolerne er

I Rudersdals budget for 2011 - 14 gennemgås flere nøgletal for de kommuner, som Ruderskal benchmarker sig op imod.
En af figurerne illustrerer skolestørrelser og privatskolefrekvens. Figuren viser, at når skolestørrelsen stiger så stiger andelen af børn på privatskole markant.









Ny dansk forskning tyder på, at børn lærer mere i mindre klasser

Regeringens rejsehold og Skoleområdet ønsker 3-sporede skoler, som gør det muligt at operere med højere klassekoefficienter. Jo flere spor en skole har, desto højere bliver minimums klassekoefficienten. (jvf. side 13 i Strukturrapporten). Det betyder, at en 5-sporet skole, som udgangspunkt har minimum 22 børn i klassen.

Seneste forskning viser, at børn i mindre klasser opnår højere karakterer.

Artiklen kan læses her:
http://politiken.dk/indland/article1016091.ece

Undervisningsminister Tina Nedergaard går stik i mod rejseholdets anbefalinger

Mandag den 9. august 2010 udtalte Undervisningsminister Tina Nedergaard på DR, at hun går imod rejseholdets anbefalinger om at nedlægge/sammenlægge mindre skoler til større skoler med 3 spor. Se interviewet her. http://www.dr.dk/odp/player.aspx?uniqueid=371983&mt=newstab&st=news_TVAvisen&furl=http%3A//www.dr.dk/odp/default.aspx%3Ftemplate%3Dnyhed%26guid%3DDR1201008091830%26autoplay%3D0%26back%3Ddefault.aspx%253ftemplate%253dnyheder%2526day%253d0Mandag

Hun støttes af Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen "Der er ikke noget, der viser, at små skoler nødvendigvis er dårligere end store skoler, det er et politisk spørgsmål som drejer sig om økonomi og ikke pædagogik". Undervisningsministeren støttes også af formanden for Børne- og Ungeudvalget i KL.

En åben proces - siger Børne- og Skoleudvalget

Den fremtidige skolestruktur i Rudersdal skal være en åben proces uden skjulte dagsordner lover Børne- & Skoleudvalget.
Børne- & Skoleudvalget lancerede før sommerferien en stram køreplan for debatten og beslutningen af den fremtidige skolestruktur i Rudersdal. Køreplanen er i korte træk:
Oktober 2010 - Børne- & Skole udvalget opstiller kriterier for en fremadrettet skolestruktur. Disse kriterier skal danne grundlag for at forvaltningen kan udarbejde forskellige scenarier.
Januar 2011 - Forvaltningen fremlægger de forskellige scenarier for Børne- & Skoleudvalget. Scenarierne sendes derefter i høring.
April 2011 - På baggrund af høringsmaterialet fremlægger forvaltningen forslag til fremtidig skolestruktur for kommunalbestyrelsen.

Børne- & Skoleudvalget har lovet en åben proces med troværdig inddragelse af kommunens borgere og en dialog med åbne kort uden skjulte dagsordner.
En åben proces i en sådan debat er ikke bare en formel nødvendighed i forhold kommunens egne værdier - det er også en forudsætning hvis man vil tage borgerne seriøst og har som mål at lande et resultat, der kan få den nødvendige opbakning blandt borgerne.
Jeg vil kvittere for at tidsplanen er lagt frem. Det er godt. Men selve den åbne proces bliver lidt af en tester for et nyt udvalg i en relativ ny komunne.
Vi må håbe, at det bliver til en karakter over de 7 som kommunen gerne ser eleverne opnår.

Anbefalinger fra Skolens Rejsehold

Skolens Rejsehold har gennemført et 360 gr. eftersyn af den danske folkeskole. De berører også skolestruktur i deres anbefalinger for udvikling af den danske folkeskole. Flere af anbefalingerne herunder dem relateret til skolestruktur har mødt kritik fra eksperter på området. Rejseholdets egne undersøgelser omkring skolestørrelsens betydning giver heller ikke noget belæg for deres anbefaling om at en given skolestørrelse er bedre end en anden.

Materiale fra Skoleområdet

Skoleområdet har udarbejdet en Strukturrapport der søger, at fremskrive elevtalsudviklingen samlet for kommunen og fordelt på de enkelte skoler ud fra de nuværende skoledistrikter og en model for søgemønstret for de enkelte skoler. I tillæg findes en beskrivelse af skolernes fysiske rammer og udviklingsmuligheder.
I rapporten er der også indlagt nogle betragtninger om hvad der skal til for at drive en god og effektiv skole. Ikke alle betragtninger har fuld forskningsmæssigt belæg og må derfor betragtes som bud på faktorer, der kan indrages i debatten om en fremtidig skolestruktur.