fredag den 15. oktober 2010

Faldende børnetal - trussel eller mulighed?

Når børnetallet falder bliver dette udråbt som en trussel mod skolernes økonomi. Hvorfor? Det må da alt andet lige give en besparelse i den samlede økonomi for skoleområdet. Så kan man jo naturligvis beregne udgiften eller er det ikke snarere investeringen pr. elev og se et problem i det. Vi kunne jo alternativt se muligheden i mere plads på vores skoler som en chance for at lave anden og måske også bedre undervisning. Hvis vi nu valgte at beregne udbyttet/ effekten af undervisningen pr. investeret kr. frem for kun at fokusere på omkostningen for blot at gennemføre undervisningen. Jeg læste en gang følgende: “If it hasn’t been understood - is it then important that it was tought?”.

Rudersdal Kommunes skoler kan bryste sig af at de samlet set “producerer” elever med landets højeste afgangskarakterer. Når vi nu ved at hjemmets og forældrenes baggrund let giver 2 karakterpoint med i bagagen og at dette holder sig hele skoleforløbet (hvis ikke hele livet) igennem er det jo næppe særligt overraskende eller imponerende i sig selv. Hvis man korrigerer for hjemmenes baggrund viser undersøgelser at der er en ganske begrænset variation i undervisningseffekt landets skoler imellem.

En af hovedtemaerne på den glimrende work-shop, der blev afholdt torsdag 14. oktober om fremtidens skole, var netop at åbne skolen op og invitere lokalsamfundet ind og lade skolen bevæge sig mere ud i lokalsamfundet - ud i naturen, ud på andre undervisningsinstitutioner mm. Tanken bag dette var en overbevisning om at vi vil nå længere gennem udsyn og samarbejde med andre end ved at tro vi kan samle al ekspertise inde på et og samme sted. Man ser det allerede på skoler i Favrskov, i Herning, i Gentofte og i Fredericia. I Rudersdal har vi har taget de første spæde skridt med Lego Education og nogle Science arrangementer på Nærum Gymnasium, men vi må kunne gå langt videre.

Vores liv i dag er karakteriseret ved en blanding af effektivisering og stordrift på nogle områder og mere specialiserede og varierede tilbud på andre områder som mode, design, gourmet mad, arkitektur mm. Områder hvor kreativitet og virkelyst får mulighed for at udfolde sig. Hvad er det vi ønsker folkeskolen i Rudersdal Kommune skal være? Er variation og mangfoldighed i tilbud en unødvendig meromkostning eller et aktiv vi gerne vil beholde? Vi har 13 velfungerende og forskellige skoler som ved et faldende børnetal giver os nogle muligheder for at invitere det omkringliggende samfund ind på skolerne og skabe noget ny dynamik. Skal vi gribe denne mulighed? Eller skal vi samle børnene i nogle større enheder, hvor vi i endnu højere grad specialiserer os - f.eks ved at lave skoler for 0-6. klasse og andre skoler for 7-9. klasse?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar