fredag den 15. oktober 2010

Hvad er målet for fremtidens skole? Og hvad er målet for fremtidens børn?

Er målet at fylde flest mulige kompetencer på børnene hurtigst muligt og billigst muligt med henblik på at de får en god uddannelse og et godt job? Ja vil mange sikkert tænke - men er det kun det? Og hvad er en god uddannelse og et godt job, når de elever som starter i skole i år kommer ud på arbejdsmarkedet i 2030? Mange af dem vil sikkert få et job som ikke findes i dag, hvis udviklingen fortsætter i blot nogenlunde det tempo vi kender i dag.

Men måske målet snarer skulle være at uddanne vores børn til at blive den bedst tænkelige version af dem selv - så de er rustet til at imødekomme og udfolde sig i en fremtid vi ikke kender.

Det er givetvis sværere at definere hvad en sådan uddannelse vil indebære og kræve. Men et par bud kunne jo være at vi skal se hver enkelt elev som det unikke individ han eller hun er og udvikle de talenter og fremme den virkelyst de har uden skelen til en fastlagt rangorden eller et hierarki, der sætter visse færdigheder og kompetencer over andre. Måske skal vi stoppe med i stigende grad at fokusere på udvikling af venstre hjernehalvdel, men også lade børn udvikle den øvrige del af deres krop. Måske får vi slet ikke brug for så mange ingeniører, IT-specialister eller læger som vi går og tror, men flere dansere, malere og skuespillere.

Måske er forestillingen om tidlig specialisering og fokusering samt en hurtig og lineær opbygning af kompetencer indenfor et snævert område slet ikke vejen frem. Retten til at udvikle sig og blive klogere under vejs kaldes i dag for “fjumre år” og skal minimeres mest muligt fordi det koster penge i form at tabt produktiv tid. Børn skal om 10 år - i 8. klasse kunne det samme som de i dag kan i 9. klasse. Hvorfor? Forhåbentligt skal de da kunne noget helt andet - verden står vel ikke stille de næste 10 år. Er hele formålet med livet primært en økonomisk maksimering? Cezanne debuterede som 56 årig - var det bedre at han havde gjort det som 26 årig? Mozart gjorde det som 6 årig. Hvornår skal man som menneske have fundet sit rette element?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar